Fanbillede

Foto: Tobias Jørgensen

Foråret står for døren

Søndag tager vi endelig hul på forårssæsonen, selvom det i skrivende stund ikke ligefrem ligner forår rent vejrmæssigt. 

Efteråret var en noget blandet omgang. I sensommeren var vi alle oppe at flyve efter endnu en kvalifikation til Champions League, men højt at flyve, dybt at falde. I ligaen haltede vi gevaldigt med spillet, og holdet lod aldrig rigtigt til at finde en ordentlig rytme. Det efterlod os på en 5. plads ved efterårets slutning, hvilket er den dårligste placering siden sæsonen 17/18, hvis man ser bort fra corona-sæsonen som havde færre kampe inden jul, hvor F.C. København overvintrede på en 6. plads hele 18 point efter F.C. Midtjylland.

På trods af haltende spil og resultater i ligaen samt tribunelukninger sluttede efteråret alligevel med et flot tilskuergennemsnit på 25.985 tilskuere i Superligaen og nærmest udsolgte udebaneafsnit til hver eneste kamp. Og det er lige præcis sådan, det skal være i F.C. København. Fankulturen har mange forskellige udtryksformer i FCK, og heldigvis for det. For med så mange fans, fra dem der har været med fra starten og har stået på Nedre C siden 1995, til de yngre og mere vilde fans på Sektion 12, så er det kun naturligt, at støtten kan se forskellig ud. Man må dog ikke være i tvivl om, at målet er det samme.

At løfte holdet frem mod ny succes i jagten på det eneste, der tæller i F.C. København: guld- og pokaltitler. Selv når man starter foråret på en 5. plads, er kravene og forventningerne de samme. Det kan være forbandet som fan, for marginen for at blive skuffet bliver ikke ligefrem mindre af de krav. Og det kan være forbandet som spiller, for hyldesten er enorm, når forventningerne indfries, men vi står også klar til at sige fra, når præstationerne ikke er gode nok. Kampen efter står vi der dog igen og støtter drengene på banen og tror på sejren. Det er et stort og hårdt pres at være under som spiller og træner, særligt i svære perioder. Men som Neestrup, og trænere og ledere før ham, har sagt, er det præmissen for at være i F.C. København, og det må aldrig ændre sig!

Foråret bliver hårdt fra første fløjt med en udekamp i Herning, hvor vi historisk har haft det svært. Vores afsnit er igen-igen udsolgt, og spillerne har brug for al den støtte og opbakning, de kan få. Så lad os stå sammen som fans dette forår på tværs af alle tribuner i Parken, fra ’de gamle sure mænd og kvinder’ på Nedre C til de stemningsskaberne på Sektion 12, så spillerne ikke er i tvivl om, at vi har deres ryg og er med dem hele vejen. Så kan vi forhåbentlig få vekslet den nuværende placering til en der er mere værdig FCK og samtidig kvalificere os til pokalfinalen, der skal spilles i Parken.

Vi ses søndag!