Antonsson: - Ikke så meget at tænke over

Mikael Antonsson var ikke længe om at takke ja til rollen som 2. assistenttræner i F.C. København. Nu arbejder han hårdt på at dygtiggøre sig som træner, så han måske en dag kan tage skridtet videre og blive cheftræner.

Af Mikkel Faartoft (Foto:

I begyndelsen af efteråret blev Mikael Antonsson præsenteret som 2. assistenttræner i F.C. København. Dette skete efter, at klubben og Brian Priske havde afbrudt samarbejdet. At han skulle tiltræde en ny stilling i klubben kom ikke som en overraskelse for den svenske forsvarsspiller selv, men han havde dog ikke regnet med, at det skulle ske så tidligt. 

Med et år tilbage af sin kontrakt var han begyndt at snakke med Ståle Solbakken om at få en rolle i F.C. København efter sin aktive fodboldkarriere. 

- Vi var begyndt at snakke om, at jeg måske kunne få en rolle i klubben i fremtiden, når min kontrakt udløber til sommer. Ståle ville gerne vide, hvad jeg selv kunne tænke mig, og så skulle vi senere se, om der fandtes en rolle, der passede til det, siger Antonsson. 

Han havde endnu ikke fundet ud af, hvilken rolle dette skulle være, og regnede også selv med, at han først skulle træde i en ny rolle til sommer. 

Men da Brian Priske og F.C. København afbrød samarbejdet i september, tilbød Ståle ham straks en plads i trænerteamet. 

- Ståle spurgte mig, om jeg var interesseret i at blive 2. assistent. Og fra jeg fik tilbuddet, gik der vel to dage, og så havde jeg besluttet mig for, at det ville jeg gerne. Det blev en rimeligt hurtig beslutning, og det er måske også det bedste nogle gange. Man skal være hurtig og gøre det, der føles rigtigt.

Ikke uden overvejelser

Det var dog ikke helt uden overvejelser, at den 36-årige svensker takkede ja til rollen som 2. assistenttræner. 

- Jeg var jo stadig spiller i mit eget hoved, så det var svært, at man på en eller anden måde skulle lægge støvlerne på hylden. At man skulle stoppe som spiller, siger Antonsson, der dog omvendt var klar over, at spilletiden ville være knap. 

- Jeg er blevet ældre, og der er rigtigt gode spillere på min position. Så enten kunne jeg måske sidde der som femte midteforsvarer, når Erik er tilbage fra sin skade, eller også kunne jeg tage en beslutning om, hvad jeg skulle gøre. Og der var det ret klart, hvad jeg skulle.

Han havde også muligheden for at fortsætte fodboldkarrieren i Sverige. 

Flere gange er han af svenske og danske medier blevet sat i forbindelse med sin tidligere klub IFK Göteborg, hvor han spillede fra 1997-2004, og den svenske klub havde da også henvendt sig til ham. 

- Göteborg var interesserede, og selvfølgelig var det en overvejelse, jeg skulle gøre, om jeg ville tage hjem og bo i Göteborg, eller om jeg ville blive i København. Men som min familie og jeg har snakket om, har vi været i København i otte år i alt, så det føles jo som et hjem. Vi har en lille pige, som skal begynde i skole næste år, og vi har det bare rigtigt godt i byen her. Så da jeg fik chancen for at blive i København og samtidig fik mulighed for at arbejde under Ståle, var der ikke så meget at tænke over, slår Antonsson fast.

I lære hos Ståle

Netop at arbejde under Ståle er noget, Mikael Antonsson sætter meget stor pris på. Han har haft Ståle som træner i begge sine perioder i København, og efter at have spillet under nordmanden i syv år kender han om nogen til Ståles kvaliteter som træner. 

Han ser det derfor som en gylden mulighed for at komme i lære som træner. 

- Jeg tror, at mange havde stoppet med deres almindelige arbejde, hvis de havde fået den chance, som jeg har fået nu. Alle idéer, som Ståle har taktisk set, er jo helt i top. Man finder ikke en bedre skole end at være her i FCK og gå under Ståle, siger han. 

Selvom Antonssons trænergerning her i begyndelsen primært går ud på at suge til sig og lære af Ståle og den øvrige trænerstab, har han selv fået en del opgaver og ansvar. Som en del af trænerteamet er han nu med til at planlægge træningen og rådgive Ståle.

Herudover har han fået til opgave at kigge lidt ekstra på forsvaret, hvor han med sine mange års erfaring kan instruere klubbens forsvarsspille-re. 

- Jeg kan komme med tips og råd til, hvordan man kan gøre, og hvad man ikke skal gøre. Nogle gange er det nemmere at gå ind og instruere spillerne i, hvordan man skal gøre som forsvarsspiller, end det er at vise det på en tavle. Det er lettere at vise det på banen, og de lærer det vel også bedre, hvis de prøver det i virkeligheden, siger han. 

Selvom han er i lære hos Ståle, regner Antonsson dog ikke med at blive samme type træner som nordmanden. 

- Jeg har ikke det temperament, som Ståle har. Han kan skrige og råbe i 90 minutter. Det er hans stil, og det virker jo rigtigt godt. Men det kommer jeg aldrig til. Jeg er ikke sådan som person, og var heller ikke sådan som spiller. Jeg er mere stille og rolig og snakker i et lavere toneleje.

Link mellem træner og trup

Trods rollen som 2. assistenttræner har Antonsson bevaret sin plads i spillertruppen frem til kontraktudløb næste sommer. 

Det er planen, at han skal holde sig i form og træne med, så han er klar, hvis der skulle blive brug for ham. Han ser det selv som en fordel, at han stadig har det ene ben i spillertruppen, og at han har spillet så mange sæsoner i klubben. 

- I og med, at jeg har spillet her i FCK i så lang tid, så kender jeg både spillerne fra førsteholdstruppen og de yngre drenge. Og de ved godt, hvad jeg står for som fodboldspiller, og så ved de godt, hvad jeg står for som træner. Jeg kommer ikke til at ændre mig som person, fordi jeg er blevet træner, forklarer han. 

Han forsøger derimod at bevare det tætte forhold til spillerne.

- Hver eneste dag tager jeg en kop kaffe og sætter mig i spillernes garderobe og snakker med alle der. Præcis som jeg gjorde før. Og spillerne ved, at hvis de vil sige nogle ting til mig, som de ikke vil have, at jeg skal sige videre, så kan de gøre det, forklarer Antonsson og tilføjer: 

- Jeg kan selvfølgelig få input om, hvordan stemningen er på holdet, om der er nogle problemer, eller om der er god stemning. Jeg er det lille link mellem Ståle og spillerne, så hvis jeg ser nogle ting, der er på vej i den forkerte retning, kan man nå at ændre på det, før det sker. Det tror jeg er en god ting.

Vil bygge på

Antonssons kontrakt med F.C. København udløber til som-mer sammen med hans spillerlicens. 

Her forventer han definitivt at lægge støvlerne på hylden og i stedet fortsætte med trænergerningen, såfremt alt går som planlagt. 

- Som det er gået nu her i starten, så er jeg villig til at bygge videre på det. For jeg synes, at det er sjovt, og jeg er glad og rigtigt stolt af, at Ståle vil have mig med som en del af sit lederteam, fortæller Mikael Antonsson og tilføjer, at han regner med at tage en særlig træneruddannelse for tidligere elitespillere i Sverige fra næste sæson. 

Med tiden vil han dog ikke nøjes med at være assistenttræner. 

- Hvis jeg kan bygge videre på det her, så er jeg helt sikker på, at jeg som person ikke nøjes med at være assistent. Så vil jeg også tage det store skridt og blive træner, hvis jeg fortsætter i dette spor, siger Antonsson, der dog håber på, at han fortsat har mange år foran sig i FCK. 

- Nu har jeg spillet ret mange kampe for FCK, og jeg håber, at det bliver til endnu flere som træner.

  • Brølet #80
    #80 Vinter 2017

Seneste om Brølet

Støt tifo - Mobilepay 80005