Udmelding fra F.C. København Fan Club vedrørende placeringen af pokalfinalen

F.C. København Fan Club finder det dybt utilfredsstillende, at årets pokalfinale er blevet flyttet til MCH Arena i Herning – et stadion med en kapacitet på blot 12.000 tilskuere. Ugens to semifinaler i pokalturneringen samlede tilsammen over 35.000 tilskuere, hvilket tydeligt viser den store og landsdækkende interesse for turneringen. I lyset af engagementet fra begge finalister og finalens status som hele Danmarks fodboldfest er det stærkt beklageligt, at man har valgt så begrænsede rammer for kampen.

Ifølge medierne tildeles hver klub cirka 5.000 billetter – et antal, der langt fra dækker efterspørgslen hos hverken F.C. København eller Silkeborg IF. F.C. København har solgt næsten 23.000 sæsonkort, og Silkeborg solgte alene 12.000 billetter til sidste års pokalfinale i Parken. Det er derfor uforståeligt, at man i planlægningen ikke har taget højde for den betydelige interesse, som en pokalfinale naturligt vækker – især når det er en af årets største enkeltstående fodboldbegivenheder.

Vi anerkender naturligvis politiets vurderinger og behovet for at tage sikkerheden alvorligt. Det var netop derfor, vi efter derbykampen i efteråret 2024 rettede skarp kritik mod sikkerhedsforholdene på Brøndby Stadion og overvejede, om vi fortsat kunne anbefale vores medlemmer at tage derud. Men netop af den grund burde sikkerhedsproblemerne ved Brøndby Stadion have været adresseret langt tidligere i processen. Det er ganske enkelt uholdbart og stærkt kritisabelt at placere en finale på et stadion, hvor visse klubber angiveligt ikke kan spille, og man burde have været bevidst om risikoen for ballade efter Pokalfinalen i 2022 på Brøndby Stadion, hvor både FCM og OB fans blev overfaldet og busser blev ødelagt af fans med tilknytning til Brøndby IF. At skulle rykke finalen efter semifinalerne er spillet, fordi det er de "forkerte hold" der mødes, og politiet dermed ikke kan garantere for sikkerheden, skriger til himlen og skaber kun yderligere problemer – ikke mindst at man først kender finalens placering få uger før kampdatoen. Det er respektløst over for de mange fans, der skal planlægge transport på tværs af landet.

På Pokalturneringens officielle hjemmeside står der: “…for det store flertal – såvel tilskuere som spillere – ligger det specielle i turneringen i, at finalen spilles på det nationale stadion.” Og netop her ligger kernen i problemet. Pokalturneringen er måske det mest traditionsrige, vi har i dansk fodbold. Alle danske klubber kan deltage og drømme om at nå hele vejen til finalen. Vi ved alle, at finalen normalt spilles Kristi Himmelfartsdag, og for mange mindre klubber udtrykker sætningen "fra marken til Parken" netop det håb og den ambition, som turneringen nærer.

Claus Thomsen og Divisionsforeningen har forklaret, at det er et ønske fra klubberne, at finalen skal afholdes forskellige steder i landet. I F.C. København Fan Club opfordrer vi til, at man fremover tænker mere langsigtet og helhedsorienteret, når rammen for finalen fastlægges – og i langt højere grad tager hensyn til de mange fans. For det kan ikke være meningen, at landets største fodboldfest ikke skal finde sted på det stadion, hvor flest fans har mulighed for at være med. Der er ikke meget fodboldfest i at skulle stå udenfor og kigge ind.