FCK-spiller helt ind i DNA'etTeo Reehs forældre, Oliver og Josefine, mødte hinanden på Rytme-Hans på Østerbrogade efter en kamp i Parken, og de står nu på sidelinjen og følger deres søn som spirende talent på F.C. Københavns U17-holdAf Casper Fischer Raavig & Katinka RiessFar Oliver er den første, der træder ind ad døren til fanklubben en tidlig fredag aften i november. Han er ganske hjemmevant i fanklubben, da han og familien gennem mange år er taget med på udebaneture.47-årige Oliver har været fan siden 90’erne, og i dagens anledning har han nøje udvalgt sin Disciple t-shirt. Til næste år kan fraktionen F.C. Københavns Disciple, som Oliver var med til at starte i 1996, fejre 30-års jubilæum.Kort tid efter ankommer mor Josefine. Posen fra Babysam, som hun har med sig, vidner om, at hun er kommet susende direkte fra arbejde.- Teo burde også være her lige om lidt, siger hun og finder telefonen frem og ringer ham op.Det har ikke været nemt at få en aftale i hus med familien Reeh, for de er en travl familie med mange gøremål. Udover Teo har Oliver og Josefine også Tinus og Fiona, der er henholdsvis ældre og yngre end Teo.- Han kommer nu, siger Josefine og griner.- Han skulle lige spise færdig på vejen.16-årige Teo åbner i det samme døren med et blændende smil.Største talent i familien- Det hele startede, da jeg var syv år gammel, og begyndte at spille fodbold i KB, fortæller Oliver.Der spillede han, indtil han var 17-18 år gammel – ”indtil der desværre gik lidt gymnasie i den”, sagt på en måde, så man forstår, at der var andre ting, der lokkede unge Oliver, end at skulle ud og spille fodbold hver weekend.Men fodbolden lokkede nu stadig, for i 1992 blev F.C. København stiftet, og Oliver begyndte at se en masse fodboldkampe på stadions rundt om i landet.Årene gik, og i 2007 er vi altså på Rytme-Hans, hvor Oliver og Josefine møder hinanden, og året efter får de Teos storebror, Tinus, som de melder ind i KB, hvor Oliver hjælper til som træner på holdet.- Det er jo lidt sådan, at nogle har en naturlig flair for fodbold, og andre har ikke, fortæller Oliver.Tinus var nok i kategorien, som ikke interesserede sig synderligt for fodbold, eftersom han brugte sine første tre træningspas på at sidde på skuldrene af farmand, som ihærdigt prøvede at lære 15 børn at spille fodbold.- Der var det helt anderledes med Teo, fortæller Josefine.- Han spottede jo en bold på flere meters afstand. Hans første ord var bold. Da han begyndte at kravle, var det med en bold foran sig, og det var det samme, da han skulle lære at gå.Sæsonkort som 4-årigDa familien stadig boede på Frederiksberg, tæt på KB’s anlæg på Pile Allé, var det kun naturligt, at 4-årige Teo også skulle prøve kræfter med fodbolden på KB’s baner. Oliver forsøgte sig ikke denne gang som træner.- Hvis det kræver, at man skal kunne holde styr på 15-20 unger i fire-års alderen, samtidig med man skulle holde øje med sin egen, så var det bedre, jeg bare hyggede mig og var der som forælder, og så lod nogle andre tage sig af træningen.Både Oliver og Josefine gentager flere gange under vores snak, at det skal være sjovt gå til fodbold. At det skal være drivkraften.- Jeg er også opdraget til, at man ikke råber ad sine børn, siger Oliver, og Teo afbryder med ros af sine forældre.Det var tydeligvis noget Teo huskede fra de tidlige årgange; at der var forældre, der var meget højrøstede til træning og kamp, og at han var glad for, at hans forældre ikke var sådan.Teo fik ikke kun fodbolden ind via de mange timer på KB’s baner. Han blev selvfølgelig også slæbt med i Parken, hvor han fik sæsonkort til Nedre C som 4-årig. Han har også været med familien på udebaneture rundt om i landet. Helt frem til corona måtte Teo stå på sit sæde, så han kunne se banen.- Da vi måtte komme tilbage på stadion, havde han pludselig vokset sig højere end dem, der stod på rækken foran. Men det jo ikke ligefrem er en dårlig ting, når man gerne vil gøre sig gældende på en fodboldbane, uddyber Oliver.Der var aldrig rigtigt nogen tvivl om Teos talent, men da årgangen skulle niveauopdeles, blev Teo ikke valgt til FCK Talent. Derimod måtte han blive på KB’s 1. hold, hvor han blev ved med at spille godt og score en masse mål. Corona lukkede ned for fodbold i en periode, men da det igen blev tilladt at spille fodbold, var Teo klar til at kæmpe videre. Topformen var på vej. Men så skete det utænkelige - han brækkede sin ankel.- Jeg var ude i en evighed, siger Teo, og Josefine, at de havde en frustreret og rastløs dreng gående rundt i lejligheden på Frederiksberg i 10-12 uger. Han kunne ikke være i sig selv, og da ankelstøvlen kom af, røg han med til stævne i Jylland som ikke-spillende anfører. Bare for igen at være tæt på det, der betød så meget.Skridtet til FCK TalentTeo blev vigtigere for KB, og det gjorde, at han og familien i en periode var pressede over de til- og fravalg, der hele tiden skal laves i den situation.Som eksempel fortæller Josefine, at de engang havde planlagt at skulle til derby i Brøndby, men KB’s træner kunne ikke undvære Teo på holdet, som skulle spille samme dag. Han kunne ikke blive væk fra den kamp. Så Teo spillede første halvleg, scorede hattrick, blev udskiftet i pausen og derefter kørt til Brøndby Stadion af mor.Talentet blev tydeligere og tydeligere. Teo havde trænet med drenge, der var ældre end ham i tre sæsoner i streg og imponerede stort. Og den 6. februar 2024 kom opkaldet, familien havde ventet på. Den rekrutteringsansvarlige fra FCK Talent ville skrive ungdomskontrakt med Teo.Skridtet til FCK Talent var selvsagt stort, men KB var på papiret endnu ikke et helt lukket kapitel. Planen til at starte med var, at han skulle spille en kamp for U15 hos FCK Talent og ellers også spille for KB.Dette kunne lade sig gøre, da han havde licens til begge hold, og trænerteamet var nervøse for, at Teo ikke fik nok kamptræning på U15. En besked, der kan være svær at sluge for en ung knægt, for er det mon fordi de tvivler på kvaliteten? Enten er man vel det ene sted, eller også er man det andet.Fodboldagent melder sigTeo startede dog med at score to mål i sin første kamp for FCK Talent, og knoklede på det bedste han havde lært til træning, og det gjorde, at planerne igen blev ændret. Teo skulle ikke spille mere for KB. Det var de nok var kede af hos KB, eftersom han scorede 70 mål i 35 kampe og dermed havde en stor andel i, at KB vandt rækken det år og rykkede op i liga 2, der er den næstbedste række i landet, hvor de så måtte forsøge at klare sig uden Teos mål.Med rykket til FCK Talent begyndte familien også at mærke mere og mere, at omgivelserne så, hvad Teo kunne, og efter en kamp mod Brøndby, hvor han scorede hattrick, blev de kontaktet og skrev under på den første agentkontrakt.Fodboldverdenen er drevet af penge, og derfor skal man også holde tungen lige i munden, når diverse tilbud begynder at tikke ind. Valget faldt på Pro 11 Management, hvor FCK-legenderne Niclas Jensen, Daniel Jensen og Michael Johansen sidder som agenter.- Man kan jo som forældre godt selv stå for den del. Det er jo set før. Men kender vi de rigtige mennesker? Kan vi aktivere det rigtige netværk i forhold til, når Teo gør det skidegodt? Det kan vi jo ikke. Derfor var det i vores optik vigtigt at få nogle professionelle til at tage sig af den del, fortæller Oliver, og Josefine supplerer:- Vi vil bare være mor og far, og så kan Teo ringe til sine agenter og brokke sig, og vi kan være den trygge base, der sørger for, at der ro på hjemmefronten.Siden har den stået på træning fire gange om ugen og fodboldrejser ud i Europa flere weekender om året for at blive matchet på højere og højere niveau.Det er ikke alle, der har forståelse for, at fodbold kan betyde så meget i ens liv, at man tilrettelægger hele livet efter kampkalenderen. Men familien har forstået, at det handler om mere end fodbold på hobbyplan. Og selvom de siden 90’erne har været vant til at skulle lægge fødselsdage efter kampkalenderen, hvis de ville se Oliver, så er det alligevel taget til et nyt niveau med Teos fodboldkarriere.Fodbold vigtigere end fødselsdagSidste skoledag i folkeskolen er en dag, alle unge mennesker ser frem til som kulminationen på 10 års skolegang. En festdag. Men hvad gør man så, hvis man skal møde klokken 7 dagen efter for at tage til Silkeborg og spille kamp?For Teo var det slet ikke et spørgsmål. Han tog hjem klokken 19 og lå i sin seng klokken 22, så han kunne være frisk dagen efter.Eller hvad hvis man skal holde fødselsdag, men ens kamp pludselig bliver rykket til samme dag? Ja, så kommer man tre timer for sent til sin egen fødselsdag.Eller hvis man skal konfirmeres samtidig med, at ens hold skal spille kamp mod Brøndby? Så kræver det selvsagt lidt mere koordinering for at få enderne til at mødes.- Jeg måtte ringe til din træner et par dage før og sige, at Teo vil altså rigtigt gerne spille derby, men han skal altså også konfirmeres om formiddagen. Så han kan ikke være der til aftalt tid, fortæller Josefine.Drømmen om Parkens brølLøsningen blev, at alt var pakket og lå klart i bilen. Præsten pressede far, mor og særligt Teo med verdens længste prædiken, men Teo nåede ud og fik lov til at spille 2. halvleg. Halvdelen af gæsterne var med ude at se kampen, mens den resterende del sad i lokalet og ventede i to timer på, at Teo skulle spille færdig.- Jeg har en virkelig god omgangskreds med nogle rigtigt gode venner, som forstår mig og støtter mig, og som ikke er interesseret i at lokke mig til noget, der vil gå ud over mit fokus på fodbolden. Det betyder ekstremt meget for mig, siger Teo og fortsætter:- Selvom det er ungdomsniveau, så er det jo ikke anderledes end på seniorholdet. Er du der ikke den og den dag, så står der bare en klar til at tage din plads fra dig. Jeg kan også være træt af mine forældre ligesom alle andre teenagere, men jeg er virkelig glad for deres opbakning. Det betyder alt for mig. De kan sgu virkelig noget!Teo har lige skrevet under på en 3-årig kontrakt med F.C. København, og han kommer derfor også til at være en del af U19-holdet, og han har også været i bruttotruppen til Youth League-kampe.Vi glæder os til at følge Teos udvikling. Far Oliver drømmer allerede om fremtiden.- Det er da en drøm at se sin søn løbe rundt inde i Parken med løven på brystet og give alt for klubben. Og jeg tænker også, det er en fordel for Teo, at han har været med på stadion fra starten af sit liv.- Han har set os tabe til Brøndby, og han ved, hvor ondt det gør som fan. At det er rædselsfuldt. Det er jo den fordel, han bærer rundt på, ligesom Cornelius, Delaney og de andre unge drenge, der er kommet frem. Man kan mærke på dem, at de forstår den her klub og os som fans.