B93 (K) - F.C. København - 13/09-2025

Maria Hovmark og Josephine Lech har været blandt de mest "overpræsterende" hos løvinderne, når det kommer til målscoring.

FCKs kvinder: Hvordan skaber de spil, chancer og mål?

Kvindeholdet i B Ligaen har leveret en stærk efterårssæson, og i denne anden delanalyse ser vi nærmere på spillerne og deres præstationer.

Datahjørnet FCK Kvinder gik på vinterpause som nummer to i tabellen. Derfor retter vi nu blikket mod en række centrale parametre gennem data-visualiseringer. I denne omgang fokuserer vi på hvem der driver bolden frem ad banen, hvem der assisterer mål, prøver og scorer mål. Samt hvordan FCK spillerne står i forhold til resten af B Ligaen

Lad os dykke ned i tallene.

Hvem driver bolden frem i banen?

De næste grafer viser sammenhængen mellem antal afleveringer og afleveringer til sidste tredjedel per 90 minutter. For FCK alene tegner der sig et tydeligt hierarki i spillernes roller i opbygningsspillet. Nowak, Kampmann og Sigurvinsdóttir er de tydelige motorer i bold fremdriften. De kombinerer mange afleveringer med højt antal afleveringer til sidste tredjedel og fungerer som primære progressionsspillere, der konstant flytter spillet op ad banen.

Billede
Afleveringer per 90 minutter

Når FCK-spillerne sættes i kontekst med resten af Kvinde B Ligaen, står det endnu tydeligere frem, at FCK har flere spillere placeret i den øvre del af feltet. De kombinerer relativt mange afleveringer med høj aktivitet i sidste tredjedel, hvilket ikke er tilfældet for flertallet af ligaens spillere. Hvor mange hold har én tydelig spilstyrer, har FCK flere spillere, der bidrager kontinuerligt til at flytte spillet fremad.

Billede
Afleveringer per 90 minutter

Samlet set tegner visualiseringerne billedet af et FCK-hold, der er komfortabelt i boldbesiddelse og i stand til at skabe territorial kontrol gennem pasningsspillet. Progression af bolden på banen, sker via kombinationer frem for direkte spil.

xG og xA: Klare offensive roller i FCK’s angrebsspil

Visualiseringen af FCK’s xG (Expected Goals) og xA (Expected Assists) pr. 90 minutter viser et angreb, hvor rollerne er meget tydeligt fordelt. Rhode står alene i et helt andet luftlag end resten af truppen. Hendes xG-niveau er markant højere end nogen anden FCK-spiller, og det afspejler en spiller, der både kommer frem til mange afslutninger og har en tung vægt i feltet.

Billede
xG og xG per 90 minut

Bag Rhode ligger Hovmark, Lech og Byrnak, der kombinerer solide xG-mængder og xA-tal. Det er spillere, der bidrager i det offensive spil: de skaber chancer, men de kommer også selv i afslutningspositioner. Hovmark skiller sig ud som playmaker-profilen med det højeste xA i truppen. Hun producerer klart flest expected assists og fungerer som den primære kreatør i den sidste del af banen.

Billede
xG og xG per 90 minut

Når FCK holdes op imod resten af B Ligaen, bliver Rhode-positionen endnu tydeligere. Hun ligger blandt ligaens absolutte profiler målt på xG. Det gør hende til en af ligaens mest markante måltrusler. Hovmark, Brandt og Hemmingsen placerer sig også i den øvre del af ligaens playmakere med et xA-niveau, der ligger markant over gennemsnittet.

Overordnet tegner data et billede af et FCK-hold, der har en klar angrebsmæssig struktur: én afslutter helt i top, én tydelig kreatør, og en gruppe spillere lige under, der binder spillet sammen (?). Det efterlader spørgsmålet for næste analyse: Hvor effektivt bliver alt dette omsat til faktiske mål?

Fra chance til mål: Over- og underperformance i FCK’s offensiv

Grafen med xG og mål pr. 90 minutter viser tydeligt, hvordan FCK’s offensive output fordeler sig, og hvor effektivt holdet omsætter chancer til mål. Den diagonale linje markerer balancen mellem forventede mål og faktisk output, og placeringen i forhold til den giver et klart billede af over- og underperformance.

For FCK står Lech og Hovmark som de mest markante “overperformere”. Begge ligger over linjen, hvilket indikerer, at de scorer flere mål, end deres chancekvalitet tilsiger. Det peger enten på høj individuel afslutningskvalitet eller på, at de ofte afslutter i situationer, hvor modellen undervurderer sandsynligheden. Uanset forklaringen bidrager de med et måloutput, der er større end forventet.

Billede
Mål per 90 minut

Rhode ligger i den modsatte ende. Hun producerer et meget højt xG-niveau, som vi tidligere har snakket om, men ligger under linjen i forhold til antal mål. Det indikerer en vis “underperformance”, men samtidig også, at hun konsekvent kommer frem til mange og store chancer. I et analytisk perspektiv er det ofte en mindre bekymring, da spillere med højt xG-output typisk vil udligne over tid. Det vigtigste er, at chancerne fortsat skabes.

Billede
Mål per 90 minut

Når FCK’s spillere sammenlignes med resten af Kvindernes B Liga, bekræftes billedet. Rhode ligger blandt ligaens spillere med absolut højest xG, hvilket understreger hendes rolle som en af rækkens største måltrusler, selvom måludbyttet endnu ikke fuldt matcher chancerne. Lech og Hovmark placerer sig igen tydeligt over forventet måloutput og matcher profiler som Rasmussen, Yde og Rasmussen fra topholdet ASA Aarhus, der også overpræsterer på deres chancer.

Når FCK’s tal holdes op mod resten af Kvindernes B Liga, fremstår holdet ikke kun konkurrencedygtigt, men strukturelt stærkt. De har flere spillere, der både kan drive spillet frem, skabe chancer og bidrage til måloutput. Den nuværende udfordring ligger ikke i chanceproduktionen, men i at få maksimal effekt ud af de muligheder, der skabes – særligt omkring holdets største måltrussel.