Pas på!

Kampinfo 7. Jun 2005

 

Uddrag fra dagens KampBrøl, som du vil kunne finde ved alle indgange på nedre C:

 

Alt andet end en walk-over

Man skal ikke bilde sig noget ind. Slet ikke at sejrene kommer af sig selv. Heller ikke selvom det næsten har set sådan ud i den seneste tid. Ganske vist er der gode nyheder fra vor sundhedssektor, men ingen af de tilbagekomne er oppe på fuld styrke. Og spillet i de foregående kampe har ikke ligefrem båret præg af overskud. Silkeborg på den anden side er inde i en god stime – og har med Viggo Jensens aftryk markeret sig som et velorganiseret kollektiv. Og som om det ikke var nok, så stormer Kim Olsen frem på topscorerlisten. Pas på, siger jeg bare! Og kom ikke og sig, at I ikke var advaret…

 

Det er endvidere med et noget splittet sind, at vi igen skal se Thomas Røll i Parken. Men lad os holde os til, at det er glædeligt, at denne fantastiske spiller igen er på vej tilbage i form – og lad så håbe, at han ikke viser det alt for meget lige i dag. Under alle omstændigheder, så skal der herfra lyde en opfordring til med vanlig stil at tage vel imod Røll.