Ny kandidat til formandsposten

Generalforsamling 2. Jul 2007

Christian Hartvig

Kandidatur til formandsposten
 

Så er det efterhånden blevet tid til at jeg melder mig ind i kampen om formandsposten i Danmarks største og bedste fanklub.

 

Jeg hedder Christian Hartvig. Jeg er 24 år, er født og opvokset i Dragør og slår nu mine folder på Nørrebro. Jeg er oprindelig uddannet bankassistent, men arbejder i Falck, hvor jeg primært kører ambulance. Jeg har tidligere været ansat i Værnepligtsrådet, hvor jeg bl.a. var med til forhandlingerne om det nuværende Forsvarsforlig.

 

Min baggrund i FCKFC
Min interesse for fodbold blev vakt da FCK blev dannet i 1992. Siden da har jeg fulgt FCK både i PARKEN og på udebane. Jeg har fungeret som guide på udebaneturene i over 7 år. For godt 3 år siden oprettede FCKFC Turudvalget, hvor jeg blev næstformand. Det seneste år har jeg været formand for dette udvalg. Jeg har de seneste 2 år været Turudvalgets repræsentant i Samarbejdsudvalget. Gennem arbejdet i Turudvalget har jeg fået et fantastisk indblik i FCKFC og dennes struktur.

Vi har i de sidste 3 år fået organiseret alt vedrørende FCKFC's udebaneture meget bedre. Eksempelvis har vi fået indført flere ”koncept-busser” som Away-bussen og Cafe-bussen. I efteråret kom vi i den grad til eksamen, hvor vi havde ikke mindre end 3000 fans med til udebanekampe i udlandet. Arrangementer der, i det store hele, forløb uden større problemer. I forbindelse med alle vores udebaneture har jeg også været FCKFC's primære kontakt til Københavns Politi.
Udover engagement i Turudvalget var jeg også primusmotor i forbindelse med samarbejdet mellem FCKFC, UC og FCK i forhandlingerne omkring Stemningstribunen.

 

Et kæmpe ansvar.
Det har været nogle fantastiske år i Turudvalget. Det har uden tvivl været nogle år med en stor arbejdsbyrde og mange af opgaverne har kostet en masse energi. Den energi og de mange timer er jeg nu indstillet på, at overfører til arbejdet i bestyrelsen.
Der ligger et kæmpe ansvar på skuldrene af den kommende bestyrelsesformand. FCKFC har i den grad udviklet sig fra at være en forening med en struktur der minder om eksempelvis en lille badmintonklub til en forening med mere end 21000 medlemmer. Især indenfor det seneste år har FCKFC oplevet et sandt boom af nye medlemmer – over 4000. Derfor mener jeg personligt også at den kommende bestyrelse skal kigge meget indad og vurdere om der ikke skal justeres i strukturen. Jeg mener bl.a. at man roligt kan udvide bestyrelsen med et medlem. Jeg håber at FCKFC kan fortsætte en fremgang på medlemssiden, om end det ikke må gå ud over kvaliteten af de tilbud FCKFC har.

 

Åbenhed og synlighed
Et af de helt store emner i debatten omkring generalforsamlingen både i år og ikke mindst sidste år er åbenhed i FCKFC. Bestyrelsen har i det forgangne år arbejdet med dette, men jeg mener stadig ikke at graden af åbenhed i FCKFC er tilstrækkelig. Jeg mener at bestyrelsen i FCKFC skal være mere synlig og være bedre til at kommunikere budskaberne ud til medlemmerne. Et aktiv, som jeg ikke mener at bestyrelsen har benyttet sig nok af, er det elektroniske nyhedsbrev. Dette kan med fordel bruges til hurtig information til medlemmerne.
Det vil også være en prioritet at få bestyrelsens arbejdsprogram offentliggjort. Dette vil gøre det mere synligt for medlemmerne, hvad bestyrelsen arbejder med og i hvilken retning foreningen drejes. Bestyrelsen lovede dette på sidste generalforsamling, men har bl.a. på grund af det meget travle efterår ikke nået dette endnu.
Jeg mener også at FCKFC skal have en skarpere medieprofil. FCKFC skal have en fast plads i nyhedsbilledet, og blande sig i den offentlige debat, hvad angår fodbold. Jeg vil dog ikke være tilhænger af at ansætte en decideret kommunikationsmedarbejder, men vil i højere grad prioritere at der er en fast talsmand fra bestyrelsen.

 

Samarbejde med FCK
Den siddende bestyrelse er i øjeblikket i gang med at forhandle de sidste aftaler på plads med FCK omkring samarbejdet mellem FCK og FCKFC. Det er vigtigt at samarbejdet med klubben er velfungerende. På denne måde kan vi opnå flest fordele for vores medlemmer. Dog er det vigtigt at vi beholder vores selvstændighed og således ikke bliver styret af FCK. Denne aftale forventes på plads inden generalforsamlingen, men kontakten med klubben ønsker jeg løbende at holde ved lige.

 

Hooliganregister
Vinterpausen har i den grad været præget af regeringens ønske om et hooliganregister. Et register jeg selv har udtalt mig positivt omkring. Så længe registrering og vedligeholdelse sker under ordnede forhold. Det er vigtigt for mig at det ikke bliver kontrollører, der kan indberette fans i registreret, samt at der er mulighed for at blive slettet såfremt man skulle være uretmæssigt registreret i registret. Det positive ved et sådanne register er, at almindelige fans i højere grad skulle kunne gå til fodbold uden at være bange for ballade. Jeg vil arbejde for at FCKFC's samarbejde med Københavns Politi også indebærer en dialog omkring politiets forvaltning af den kommende lovgivning.
Det har primært været sammenslutningen af Danske Fodbold Fanklubber, DFF, der har markeret sig i mediebilledet i forbindelse med debatten omkring lovforslaget Jeg mener dog at det er vigtigt at FCKFC bliver ved med at komme med klare udmeldinger i denne debat.

 

Stemning
Stemningstribunen er nu for alvor blevet implementeret. Dette har medført et løft af stemningen i PARKEN. Vi har nu eksempelvis sange kørende mellem de to tribuner (og en enkelt der inddrager alle tribuner). Det er en vigtig del af det at gå til fodbold, at der er en fantastisk kulisse. Jeg vil arbejde for at FCKFC er en aktiv deltager i fremtidige stemningsskabende tiltag. Samtidig vil jeg sørge for at dialogen med fraktionerne på Stemningstribunen bliver styrket.

 

Jeg håber at den debat der har været omkring den kommende generalforsamling fortsætter. Det er dejligt at se engagement og indlevelse fra medlemmerne, og jeg håber at endnu flere dukker op til generalforsamlingen og får valgt den rigtige formand og de rigtige bestyrelsesmedlemmer. For at bruge et gammelt mantra fra Løvetimen, så lyder opfordringen: Kom og vær med!

 

Jeg vil gøre mit til at være med til at styrke FCKFC's position som Danmarks bedste og største fanklub.

 

 

Venlig hilsen

 

Christian Hartvig