To gange 45 minutter

Kommentar 5. Jun 2005

En fodboldkamp varer to gange 45 minutter – og i den tid er følelserne i kog på tribunerne

Klaus Wilmann, formand for Børnerådet, har i flere medier udtalt, at de sange der synges på stadions i det ganske land skaber en hadsk stemning, der opfordrer til vold. Endvidere siger Klaus Wilmann, at lignende sprogbrug i f.eks. skolen ikke ville blive tolereret.

 

Når vi i FC København Fan Club kigger på vores egen sangskat, så er det klart, at visse af sangene ser barske ud på skrift. Vi er derfor glade for, at Klaus Wilmann giver os lejlighed til at præcisere, at fodboldsange ikke er beregnet på at blive afsunget i skoler, men under en fodboldkamp.

 

Diskussionen om fodboldsanges indhold i forhold til børn minder meget om diskussionen omkring voldelige computerspil. I begge tilfælde, så er børn afhængige af gode voksne forbilleder. Børn skal naturligvis lære, at der er forskel på, hvad man råber i kampens hede, og hvad man siger i andre sammenhænge.  

 

En fodboldkamp varer to gange 45 minutter – og i den tid er følelserne i kog på tribunerne. Sådan skal det være. Derfor søger fans naturligt et sprogbrug, som kan give udtryk for dette. Det er der ikke noget nyt i – sådan har det altid været. Som et Fan Club-medlem påpeger, så sang man for 40 år siden også ”Hissa, hussa, hejsasa – nu skal svensken ha' dada” uden at det af den grund blev udlagt som opfordring til voldsomheder. I den nationale sangskat er et eksempel som ”Kong Christian” forfattet af Oehlenschläger heller ikke noget, som har betydet, at vi lever i et voldeligt samfund.

 

Fodboldsange skal forstås i deres rette sammenhæng – de er kun i ganske få tilfælde egnede til gengivelse i andre situationer.

 

Vi tager ansvar

 

FC København Fan Club har over 6.000 medlemmer under 13 år - hos os kaldet De Unge Løver. De Unge Løver og BIFkids har netop søsat en fælles kampagne mod fodbold-mobning.  

 

Gennem aktiviteter skal børnene lære hinanden at kende og på den måde forstå, at man ikke er så meget anderledes, selvom man holder med et andet hold. Det vil ske sammen med voksne fra begge fanklubber samt spillere fra FCK og Brøndby. Det hele bliver lavet i en positiv stemning, hvor de voksne netop optræder som gode rollemodeller for børnene.

 

Der er en farverig kultur omkring FC København. Vi er forankret i en storby og spænder over et stort spektrum – det gælder også vores sange. Det står vi ved. Vi arbejder i Fan Clubben hver eneste dag for at skabe de bedst mulige - og frem for alt fredelige - rammer for alle FC Københavns fans.