FLY TIL PSV EINDHOVEN ER AFLYST

Turinfo 30. Sep 2009

 

 

 
 
FC København Fan Club må desværre meddele at det planlagte fly til PSV Eindhoven er aflyst, aflysningen har ingen indflydelse på den planlagte afgang med fly til Prag.
 
Grunden til aflysningen er, at det flyselskab som vi har chartret flyet hos, desværre har givet forkerte oplysninger vedrørende den lufthavn som hjemrejsen skulle ske fra – lufthavnen har lukket om aftenen, og vi ville derfor ikke kunne flyve hjem direkte efter kampen som planlagt. En alternativ løsning var at flyve til/fra Amsterdam, men det ville medføre minimum 2 timers bustransport i Holland – denne løsning er ikke valgt.
 
På baggrund af det aflyste fly, så indsætter FC København Fan Club ekstra busser til Eindhoven, disse busser sættes til salg i vores onlineshop og i Super Shoppen snarest – prisen er fortsat 795 DKK pr. pers. inkl. kampbillet – vi opfordrer på det kraftigste til at man melder sig til i god tid, således kan FC København Fan Club hurtigt vurdere hvor mange ekstra busser der er behov for.
 
Alle dem der har købt rejse til Eindhoven eller dobbelt tilbud til Eindhoven og Prag, vil blive kontaktet hurtigst muligt, I er selvfølgelig også velkommne til at ringe/maile til fanklub-kontoret på 3543 2343 eller kontor@fckfc.dk
 
FC København Fan Club er uden skyld i denne aflysning. Men vi er opmærksomme på hvilke gener det kan have for de af vores medlemmer, der allerede har bestilt tur med fly. Derfor har FC København Fan Club valgt at tilbyde disse en rabat på busturen til Eindhoven, som kompensation for de besværligheder aflysningen måtte medføre.
 
Til de personer der allerede har købt en flyrejse til Eindhoven, eller et dobbelt-tilbud til hhv. Eindhoven og Prag, er der følgende meddelelse:
 
Har du købt en flyrejse kun til Eindhoven så har du følgende valgmuligheder:
 
  • Vi overfører dig til turen til Prag, så prisen for din Prag tur bliver 2000 DKK
  • Vi tilbyder dig plads i bussen til Eindhoven for 495 DKK (rabat på 300 DKK ifht. normalpris)
  • Vi refunderer det fulde beløb til din konto
 
Har du købt et dobbelt tilbud Eindhoven og Prag så har du følgende valgmuligheder:
 
  • Du beholder flyturen til Prag, så prisen for din Prag tur bliver 2000 DKK, og refunderer det resterende beløb til din konto
  • Vi tilbyder dig plads i bussen til Eindhoven for 495 DKK (rabat på 300 DKK ifht. normalpris)
  • Vi refunderer det fulde beløb til din konto
 
Det skal understreges at FC København Fan Club ikke mister penge på aflysningen af flyet.
 
Denne meddelelse vil blive publiceret på www.fckfc.dk, www.fck.dk, radio Løvetimen og på sidelinien.