Meddelelse fra bestyrelsen

Fra bestyrelsen 19. Sep 2006

Efter en række rygter i dagspressen og på FCKFC's debatforum ser FCKFC's bestyrelse sig nødsaget til at komme med følgende meddelelser.

 

FCKFCs bestyrelse har på et hasteindkaldt møde søndag d. 17/9 behandlet de indtil flere beskyldninger om uretmæssig adfærd, som et medlem af fanklubben har rettet mod et af bestyrelsesmedlemmerne.

Beskyldningerne, der blev fremsat på FCKFCs debatforum ”Sidelinien” såvel i den chatskat, der er knyttet til Sidelinen, omfatter følgende forhold:

A) At bestyrelsesmedlemmet af egen drift skulle have brugt 11 af FCKFCs sæsonkort til at erhverve sig billetter til en CL-kamp.

B) At bestyrelsesmedlemmet skulle have fået lov af kommerciel direktør i PS&E Dan Hammer til at købe 30 CL-billetter til sig selv.

C) At bestyrelsesmedlemmet i en sms skulle have opfordret til sortbørshandel.

D) At bestyrelsesmedlemmet skulle have løjet om sit ansættelsesforhold, i forbindelse med sin opstilling til bestyrelsen i FCKFC, for på den måde at fremstå i et bedre lys.

E) At bestyrelsesmedlemmet i sin egenskab af turguide på FCKFCs busser, skulle have stukket penge i egen lomme.

Bestyrelsen har fra den anklagende part modtaget de sms-beskeder, der hentydes til i C og som i øvrigt også nævner det antal billetter, der nævnes under A.
Bestyrelsen har også fået oplyst navnet på den personalechef, som anklagede har talt med i relation til D.

Bestyrelsen har fra bestyrelsesmedlemmet i relation til A modtaget helt entydige beviser på, at bestyrelsesmedlemmet har været i besiddelse af 11 billetter til en CL-kamp, og at disse 11 billetter er erhvervet på helt legal vis gennem indkøb i Billetlugen. Det er endvidere hævet over enhver tvivl, at bestyrelsesmedlemmet ikke kan have brugt FCKFCs sæsonkort til indkøbet af billetter, sådan som det hævdes i A.

Såvel de øvrige bestyrelsesmedlemmer som flere personer uden for bestyrelsen kan bekræfte dette. Bestyrelsen finder ikke, at der på det grundlag er anledning til at gå videre med A.

Dan Hammer afviser over for FCKFC beskyldningen nævnt i B lige som han afviser, at bestyrelsesmedlemmet skulle have kontaktet Dan Hammer med henblik på at købe 30 CL-billetter til egen brug. Bestyrelsen finder ikke, at der er grund til at betvivle Dan Hammers ord, og finder derfor ikke, at der er grund til at gå videre med B.

Bestyrelsesmedlemmet erkender over for bestyrelsen at have afsendt en sms, der kan tolkes som en opfordring til at bruge ”sortbørsmarkedet” til at skaffe sig en billet til en CL-kamp.

Bestyrelsesmedlemmet bedyrer, at det ikke var hans intention at opfordre til sortbørshandel og at sms'en var dårligt formuleret, givet den tillidspost som medlemmet bestrider.

Bestyrelsen ser ingen grund til at gå videre med C, idet medlemmet erkender sin bommert. Bestyrelsen understreger, at alle medlemmer af bestyrelsen er imod sortbørshandel, ganske som FCKFC som forening er det.

Vedrørende D, er bestyrelsen i besiddelse af materiale, der beviser, at bestyrelsesmedlemmet har udført arbejde for Nationalbanken, hvor han har været tilknyttet som ekstern konsulent gennem et tredje firma. Ansættelsesformen har gjort, at man ikke ved en opringning til Nationalbanken umiddelbart har kunne få oplyst personen som værende ansat.

Bestyrelsesmedlemmet har supplerende oplyst, at han ikke længere er ansat i dette firma. Bestyrelsen finder ikke, at der på det grundlag er anledning til at gå videre med D.

Vedrørende E, ligger bestyrelsen inde med mails fra Turudvalgets formand, Turudvalgets tidligere formand samt en række medlemmer af guidekorpset i FCKFC, der har været guide med pågældende person. De bekræfter alle, at medlemmet aldrig er set stjæle eller har været under mistanke for dette. Bestyrelsen finder derfor ikke, at der er grund til at gå videre med E.

Samlet set ser bestyrelsen ingen grund til, at FCKFC beskæftiger sig mere med anklagerne. Bestyrelsen betragter derfor sagen som lukket i relation til FCKFC

Med venlig hilsen

F.C. København Fan Clubs bestyrelse