Fra bestyrelsen31. august 2013Udtalelse fra bestyrelsen Som det nok er kommet de fleste for øre, har F.C. København fredag d. 30. august af sikkerhedsmæssige årsager valgt at annullere en række køb af billetpakkerne til klubbens hjemmekampe i UEFA Champions League. Det er F.C. Københavns vurdering, at der til hjemmekampene i gruppespillet kan være købt billetter til andre afsnit end udebaneafsnittet af tilhængere af de gæstende hold. Alle de købere, der er blevet påvirket heraf, er blevet eller vil blive kontaktet med henblik på en løsning inden lørdagen er omme. Er man fan af et af udeholdene, vil man blive henvist til udebaneafsnittet, mens købet vil blive godkendt, såfremt dialogen viser andet.Vi er i F.C. Københavns Fan Club enige med klubben om, at man så vidt muligt skal undgå at blande fans af hhv. hjemme- og udehold på samme afsnit, og vi bakker således op om klubbens handling, hvor mulige udebanefans er blevet kontaktet. Vi ser det som den bedste løsning for alle parter, da ingen kan være tjent med tribuneafsnit med tilstedeværelse af både hjemme- og udebanefans. Det skal i særdeleshed ses som en service for de udebanefans, der måtte have bestilt til et forkert afsnit, at de nu henvises til afsnittet, hvor alle deres medfans vil være placeret.At blanding af hjemme- og udebanefans på tribunen kan bringe sikkerheden i fare, så vi ved Europa League-hjemmekampen mod Hannover 96 i forrige sæson. Her havde en masse tyske fans indfundet sig på andre afsnit end det tildelte udebaneafsnit, hvilket resulterede i en række uheldige episoder. Efterfølgende fik F.C. København bøde af UEFA samt kritik mangesteds fra for netop ikke at have forhindret situationen med udebanetilskuere på hjemmebaneafsnittene samt de neutrale tribuneafsnit. Derfor ærgrer det os at se debatten om klubbens aktuelle handling tage en negativ drejning, når nu klubben gør, som alle efterspurgte efter Hannover-kampen. Det er selvfølgelig beklageligt, hvis man som fan af F.C. København er blevet ramt af dette, men vi håber på, at de evt. ramte FCK-fans kan se nødvendigheden af klubbens handling. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at der er plads til alle i F.C. Københavns fanskare. Bestyrelsen, FCKFC