Historisk nyt fansamarbejde

Historisk nyt fansamarbejde
Klubsamarbejde 19. Sep 2012

F.C. København, F.C. København Fan Club og repræsentanter fra Sektion 12 og Nedre C indleder et nyt og historisk samarbejde.

F.C. København, F.C. København Fan Club og repræsentanter fra Sektion 12 og Nedre C indleder et nyt og historisk samarbejde. De mest optimale rammer for klubbens fans er målsætningen bag.

 

Fredag blev en historisk dag i F.C. København. Her var klubbens ledelse og repræsentanter fra den officielle fanklub FCKFC, Nedre C og Sektion 12 samlet endnu engang for at fortsætte den konstruktive dialog parterne har indledt, efter et år med store udsving i samarbejdet. Og nu kan klub og fans melde ud, at et nyt samarbejde vil se dagens lys. Begge parter er klar til at fokusere på den positive stemning, udvikling af fankulturen, og at fortsætte den særdeles tætte dialog fremadrettet.

De første sten til det nye samarbejde blev støbt i forbindelse med etableringen af KlubFCK-medlemskaberne i indeværende sæson, hvor priserne blev sat væsentligt ned, og elementer som studierabat og meget favorable børnepriser ligeledes blev indført. For kort tid siden blev endnu et skridt taget, da det blev besluttet at fjerne restriktionerne omkring kampene mod Brøndby IF. Begge tiltag blev iværksat efter dialog med - og anbefalinger fra – fansene.

- Det er en stor dag i F.C. Københavns historie med dette nye samarbejde, og jeg tror stålfast på, at det bliver en succes. Jeg kan mærke en fantastisk optimisme og begejstring for projektet – både hos mig selv, men også hos alle øvrige, der har været involveret i dialogen gennem det seneste stykke tid. Vi tror på, at det her kan og vil indlede en ny æra for vores mange fans og tilskuere i F.C. København, hvor de kan og skal føle sig som medbestemmende og medansvarlige for de ting der sker for og omkring dem i PARKEN, siger administrerende direktør Anders Hørsholt.

På mødet fredag eftermiddag blev en række initiativer præsenteret af repræsentanterne fra fanmiljøet, men inden gjorde Anders Hørsholt det meget klart, hvad han ser som succeskriteriet for det nye samarbejde:

- F.C. Københavns fans er uomtvisteligt en del af denne klub, og den proces vi har været gennem i det seneste års tid har på en eller anden mærkelig måde rykket os tættere sammen. Vi kæmper alle for det samme mål: At sørge for størst mulig succes til F.C. København. Det opnår vi kun ved at samarbejde og respektere hinandens synspunkter. Vi har lyttet grundigt, og vi fra klubbens ledelsens side er blevet overbevist om, at tiden er inde til at begge parter kommer hinanden i møde. Og at det gælder begge parter, synes jeg, at den vilje til at tage en del af det fælles ansvar, som vi oplever alle fangrupperne være villige til at tage, understreger, siger Anders Hørsholt og fortsætter:

- Fansene er klubbens vigtigste aktiv, og det er et privilegium at have så mange dedikerede tilhængere, for hvem FCK er en livsstil. Vi har et ansvar for, at den dedikation ikke falmer, og det gør vi bedst ved at lytte, respektere og vigtigst af alt – agere. Derfor vil vi gøre vores til, at forholdene for vores tilskuere hele tiden bliver bedre, og det vil munde ud i flere gode og nyskabende initiativer i den kommende tid, som vil gøre det endnu mere attraktivt at være dedikeret FCK-fan, uanset om man hører til på Nedre C, Sektion 12, Familietribunen eller andre dele af FCKFC. Og det er i flere tilfælde idéer, som fansene enten selv er kommet med, eller har været med til at udvikle gennem de mange gode møder, vi har haft de seneste måneder.

På fanmødet i sidste uge blev en række initiativer som nævnt besluttet, og kampen mod Brøndby IF d. 21. oktober bliver meget passende dér, hvor de fleste af de første af initiativerne søsættes. I de kommende uger skal opgaverne gennemarbejdes, og vil løbende blive præsenteret, som de tager form. Derudover er der blevet nedsat arbejdsgrupper, hvor der i alle sidder ledende medarbejdere fra F.C. København og repræsentanter fra de forskellige fangrupper, der blandt andet skal fokusere på ting som PARKENs forplejning, fankort, udsmykning, underholdning og fanfordele, stemningsudvikling og meget mere.

Fankoordinator tilknyttes på fuldtid
I forbindelse med det nye samarbejde, har F.C. København ligeledes besluttet at ansætte en såkaldt Supporter Liaison Officer (SLO) eller på dansk – fankoordinator. SLO’en bliver ansat på fuldtid og vil være fansenes forlængede arm i klubben, ligesom vedkommende skal arbejde med de anbefalinger, som UEFA har opstillet i deres cirkulære omkring øget fokus på fansamarbejde (læs mere her - http://www.uefa.com/MultimediaFiles/Download/Tech/uefaorg/General/01/84/... ).

En af SLO’ens fornemmeste opgave vil derfor være at forankre de initiativer og beslutninger, der er truffet mellem klub og fans. Klubben vil slå stillingen op med det samme og forhåbentlig kunne tilknytte SLO’en inden for kort tid. Rekrutteringen af SLO’en vil i øvrigt blive gennemført i tæt dialog med FCKFC og øvrige fanrepræsentanter.