Fomandens beretning 2025/2026

Læs formandens beretning om året der gik i F.C. København Fan Club.

Året siden sidste generalforsamling føles sportsligt som to forskellige virkeligheder. Vi starter som en magtfaktor i dansk fodbold og slutter et sted, der lugter af 90’erne.

I sommers stod vi sportsligt et sted, hvor tingene næsten ikke kunne gå bedre på både kvinde- og herresiden. Kvindeholdet tromlede videre og sikrede klubbens første oprykning, kulminerende i Parken foran 18.096 tilskuere – ny rekord for en dansk kvindeklubkamp. Vi havde længe set frem til kampen og oprykningsfesten i Parken, og holdet fik en flot tifo. Det var ellers en lidt kaotisk affære med begrænset tid grundet landskamp i Parken dagen før, men det lykkedes takket være vores frivillige, som knoklede for at få det hele klar. De fortjener et stort skulderklap – både for den kamp og for deres opbakning til kvinderne.

Vi er stadig i gang med at bygge en langtidsholdbar fanscene op. Det kræver tid og kræfter, men kampen i Parken viste, at det er det hele værd og potentiellet er stort. Vi havde også busser til udekampe mod Varde og OB og vil forsøge at gøre det igen fremover. Derfor håber vi at se endnu flere fans bakke op og bidrage til stemningen og det frivillige arbejde. Det bliver et spændende forår, og kvinderne har brug for al den støtte, de kan få, så vi forhåbentlig igen kan fejre oprykning – denne gang til A-ligaen.

På herresiden kom vi fra The Double og et hold, der så ekstremt spændende ud med et godt mix af unge og rutinerede spillere. En fantastisk afslutning på sæsonen og endnu et bevis på, hvad F.C. København kan være, når tingene fungerer.

Fanmæssigt var foråret dog ikke uden udfordringer. Pokalfinalen udviklede sig til en lang farce med usikkerhed om spillested og kapacitet. Det forløb er ikke holdbart – hverken for fans eller for turneringen. Det giver ingen mening at placere en finale et sted, hvor man ikke tør bruge stadionets fulde kapacitet fordi der ikke kan garanteres for sikkerheden for de mange fans der vil til landets største enkeltstående fodboldkamp. Vi forventer, at der bliver lært af det fremadrettet og ser frem til pokalfinalen Kristi Himmelfartsdag, som bliver afviklet i Parken sådan som det skal og bør være. 

Kalenderåret 2025 blev et år helt uden udefans til derbykampene mod Brøndby. Dette blev besluttet efter de skandaløse scener, vi så på Brøndby Stadion i efteråret 2024, hvor Brøndbyfans lykkedes med at angribe udeafsnittet via langsiden. Det var forståeligt, og nok også nødvendigt, at man måtte trække en streg i sandet, trække vejret og finde ud af, hvordan man fremover kunne sikre, at derbykampe kan afvikles med fans af begge hold på stadion. Derfor var vi også klar til at trække i arbejdstøjet dette forår, da der igen blev åbnet op for udefans. Det blev så alligevel ikke aktuelt, da vi jo som bekendt havnede i den dårlige halvdel af Superligaen, men vi ser frem til igen at deltage i de forberedende møder op til derbykampe. 

Samtidig har der været øget fokus på at bekæmpe vold gennem nye tiltag under hooliganlovgivningen. Ingen ønsker vold, og det skal være trygt at gå til fodbold. For os er det vigtigt, at løsningerne ikke rammer de mange, der bare vil støtte deres klub. Den balance bliver afgørende, og vi vil fortsat gøre vores for at være en del af de politiske diskussioner der pågår fremadrettet, så de bidrag vi fredelige fans kommer med, ikke bliver glemt.

Sagen i Fredericia viste tydeligt, hvorfor en fanklub stadig er relevant. Mange fans kunne ikke se kampen, da der var lukket for mange fans ind i forhold til hvad udformningen af afsnittet tillod. Vi forsøgte derfor at få sagen behandlet hos Forbrugerombudsmanden efter flere forsøg på at få en dialog med FC Fredericia. Reglerne gør det svært at klage samlet, men vi mener, at man som minimum skal kunne se det produkt, man har købt. Derudover var der også spørgsmål om sikkerhed. Det er noget, vi fortsat vil arbejde videre med.

2025 bød også på et jubilæum. Nedre C fyldte 30 år. Det er mange års tribunehistorie og mange mennesker, der gennem tiden har været med til at bygge tribunen op, og vi markerede jubilæet med en stor tifo, der bandt fortid og nutid sammen, ved at have trøjen fra 1995 som rullebanner i den ene side af tribunen, trøjen fra 2025 i den anden side og et stort FCK-logo i midten, samtidig med at vi solgte creperuller i indgangene som i de gode gamle dage. Nedre C har haft en kæmpe betydning for stemningen i Parken og for den måde, fankulturen er blevet formet i F.C. København. Jubilæet var en god anledning til både at kigge tilbage, men også til at minde os selv om, at tribunen kun kan leve videre, hvis nye generationer også kommer til og tager del i at forme den historiske langside i Parken, og det er også vores mål i fremtiden.

På den europæiske scene har vi igen været med, hvor det er sjovt. Champions League for tredje gang på fire år – denne gang i det nye ligaspilsformat, som gav os en ekstra udekamp at forholde os til. Et europæisk efterår betyder altid en voldsom spidsbelastning for vores ansatte på kontoret. Der er mange overvejelser der skal gøres i forhold til hvor meget vi økonomisk tør satse. Det er hamrende dyrt at chartre et fly, og priserne går desværre kun én vej. Vi gør alt, hvad vi kan for at holde priserne attraktive, men vi skal samtidig tage ansvar for økonomien i FCKFC. 

Derfor blev vi også nødt til at trække stikket på turen til Villarreal, da der kort før deadline var solgt under 100 billetter. Vi forsøgte også, sammen med Sektion 12 og klubben, at stable en tur til udekampen mod Qarabag på benene, men det lykkedes ikke. Ellers en oplagt destination, da det både er dyrt og besværligt at rejse dertil på egen hånd. 

Det kræver meget at arrangere de her ture, men når vi står i Københavns Lufthavn og ser de mange glade og spændte medlemmer, så er det det hele værd. De europæiske aftener bliver siddende i kroppen længe efter, og udebaneturene med vennerne fra tribunen skaber minder for livet. Det er vi både glade for og stolte af at kunne bidrage til..

Til udekampene i Danmark har vi igen haft et år med udsolgt på nærmest alle ture, vi har sat til salg. Vi ved, at en del har efterspurgt, hvorvidt vi kan ankomme tidligere til udekampene, da det tit opleves, at afsnittene er fyldte, når vores bus ankommer. Det er, lidt som med de europæiske ture, hele tiden en afvejning af, hvor meget vi føler, at en udebanetur i Danmark bør koste, og hvis vi skal køre tidligere, så kræver det på de længere ture en chauffør mere på bussen og dermed en øget pris. Vi har dog besluttet at teste det af i løbet af foråret, om hvorvidt I stadig synes, det er attraktivt at rejse med os, hvis prisen sættes op på de ture, hvor to chauffører er nødvendige.

I 2025 åbnede vi også vores nye bod på Øvre C, sådan at vi nu er repræsenteret på både familietribunen, Nedre C og Øvre C. Det har længe været en ret stor prioritet for bestyrelsen at komme tættere på vores medlemmer på Øvre C, og vi er virkelig glade for, at klubben har givet os mulighed for at bruge det rum, vi har fået. Og det ses også i salget i både boder og vores online shop, at vores medlemmer sætter pris på muligheden for at købe merchandise. Vi vil på lidt længere sigt forsøge at differentiere udvalget og lave merchandise specifikt henvendt til for eksempel Øvre C. Så hvis I ikke allerede har besøgt vores bod på C9, så kig endelig forbi til næste hjemmekamp

Af arrangementer har vi igen afholdt juletræsfest, julebanko og frivilligfest. Julebanko slog rekord, og interessen for arrangementerne er store. Vi ville ønske, vi kunne tilbyde denne hyggelige dag til mange flere, men vi er desværre begrænsede af det ellers ret store lokale, vi får stillet til rådighed af F.C. København. 

Fanpolitisk har vi deltaget i møder om hooliganlovgivning samt arrangementer i Danske Fodbold Fans (DFF) og Fan Supporters Europe (FSE). Det arbejde er vigtigt for os, da det giver mulighed for at påvirke beslutninger og skabe et værdifuldt netværk. Derudover har vi haft løbende dialog med klubben, hvor vi blandt andet har adresseret udfordringer med blandt andet familietribunen samt lukningen af fanbaren på hjørnet af B- og C tribunen.

Og så er der elefanten i rummet: resultaterne. Stemningen har i en periode været præget af noget, der ligner krise. Når man ikke vinder kampe, begynder spørgsmålene at melde sig. Forventningerne i F.C. København er høje, og modgangen fylder tilsvarende.

Det er ikke første gang, en sæson skuffer, men man må forvente, at vi er tættere på hvor det er sjovt, end tilfældet er i år. Normalt tager vi vores bekymringer og kritik med til vores møder, men mange forskellige aspekter gjorde, at vi så os nødsaget til at gå åbent ud med det denne gang. Det åbne brev til ledelsen og bestyrelsen var i vores optik et ultimativt tegn på vores loyalitet og kærlighed og den desperation, der kan følge med, når man pludselig står et sted i forholdet, hvor for meget føles fremmed, og som om man har glemt, at F.C. København først og fremmest er en fodboldklub. Der mener vi, at det er vores fornemmeste opgave at råbe højt. 

For uanset udfaldet af sæsonen, så er F.C. København stadig dansk fodbolds største klub med den største fanbase, de største ambitioner og det største potentiale. Men det må ikke tages for givet. Det kræver, at vi værner om den kultur, succesen er bygget på.

Afslutningsvis vil jeg gerne takke bestyrelsen, kontoret og ikke mindst de mange frivillige for deres enorme indsats i løbet af året.