Fra bestyrelsen3. august 2025Kritisable forhold for udebanefans på Monjasa ParkFølgende klage er dags dato sendt til FC Fredericia i forbindelse med det kritisable udebaneafsnit til superligakampen mellem FC Fredericia og F.C. København d. 1. august 2025På vegne af F.C. Københavns officielle fanklub (FCKFC) retter vi hermed en officiel klage over de utilfredsstillende forhold, som vores medlemmer og øvrige medrejsende fans blev mødt med i forbindelse med kampen mellem F.C. Fredericia og F.C. København den 1. august 2025.Vi anerkender, at I på meget kort tid har formået at øge stadionkapaciteten fra 4.000 tilskuere til 10.000 i forbindelse med oprykningen til Superligaen, og det er imponerende at i på så kort tid har udvidet Monjasa Park.Desværre var det nyindrettede udebaneafsnit slet ikke egnet til det antal tilskuere, der var solgt billetter til – i dette tilfælde omkring 2.000 personer. Vi har fået information om, at afsnittet skulle være godkendt til et endnu højere antal, hvilket gør os yderst bekymrede. Allerede ved de 2.000 fremmødte fans, stod folk mast hvilket udgør en betydelig sikkerhedsrisiko, og for mange var det ikke muligt overhovedet at se kampen.Afsnittets udformning gør det fuldstændigt umuligt at følge kampen, medmindre man står på selve ståtribunen. Det flade plateu bag tribunen giver kun udsyn for en enkelt række af fans, mens resten – som i går talte op til fem rækker – udelukkende kunne se ind i nakkerne på de medfans der stod foran dem. Det betød, at mange fans i praksis aldrig fik mulighed for at se kampen.Allerede før kampstart var det tydeligt, at kapaciteten var utilstrækkelig, og frustrationen bredte sig blandt de sidst ankomne, som ikke havde nogen chance for at følge med i opgøret. Vi så mange fans forsøge sig med alternative løsninger. Børn stillede sig op på affaldsspande eller blev båret på forældres skuldre i håbet om at få et glimt af kampen. Flere forældre så derfor ikke et sekund af kampen, fordi de gjorde hvad de kunne for at deres børn ikke skulle blive skuffede.En del fans forlod stadion allerede før kampens start, og endnu flere gik kort inde i første halvleg, da det stod klart, at der ikke ville blive åbnet for det tilstødende tomme afsnit på langsiden - Det var reserveret til tv, var forklaringen - eller på andre måder forsøgt at afhjælpe problemet. Jeres vagter var ligeså opgivende og opfordrede direkte til at folk burde klage. Stadionspeakerens bidrag til en løsning var en kæk opfordring om at "rykke tættere sammen og vise, at man kunne lide hinanden", hvilket kun bidrog til yderligere frustration.Selvfølgelig kan der opstå udfordringer når man slår dørene op for et nybygget udebaneafsnit, men det er fuldstændigt uacceptabelt, at man ikke sikrer, at betalende fans rent faktisk har mulighed for at overvære kampen – især når man ved, hvor langt mange fans rejser for at støtte deres hold. Endnu mere bekymrende er det, at der ikke blev reageret hurtigt med midlertidige løsninger, selv da problemerne var åbenlyse. Det er ikke kun et spørgsmål om hvor meget af kampen man kan se, hvilket selvsagt er kritisabelt når mulighederne var så dårlige som tilfældet her, det er også et spørgsmål om sikkerheden på afsnittet hvis der skulle opstå en nødsituation. Udover ovenstående, har vi også modtaget klager vedrørende jeres toiletfaciliteter, manglende billettjek i indgangen samt manglende skiltning til og omkring udebaneafsnittet, men alt dette er småting i forhold til overhovedet ikke at kunne se en fodboldkamp, som man har rejst til for at kunne overvære. Vi er forundrede over, at I ikke endnu har været ude med en udtalelse og en undskyldning til de mange fans som ikke kunne se kampen. Vi har en klar forventning om at I kommer med en redegørelse for, hvordan I har vurderet og godkendt kapaciteten i udebaneafsnittet. Samtidig forventer vi, som minimum, at der ydes økonomisk kompensation til de mange fans, der aldrig fik det produkt, de havde betalt for.Vi ser frem til jeres svar og en forklaring på, hvordan I vil sikre, at lignende situationer undgås fremover. Det er helt afgørende for både sikkerheden og oplevelsen, at udebanefans mødes med ordentlige forhold. Med venlig hilsenF.C. København Fan Club (FCKFC)