Formanden har ordet #40

Spændingen er tilbage....

Spændingen er tilbage....

Jeg kunne sagtens leve med, at spændingen kun var om størrelsen på vores sejre ... at vi kunne have holdt fast i vores forspring fra efteråret, men men men: sådan skulle det desværre ikke være. Meget har sikkert ændret sig fra dette er skrevet, til du sidder og læser det ... men i skrivende stund hvor vi i en enkelt uge måtte en tur ned på 2. pladsen i ligaen, for derefter at tilbageerobre 1. pladsen og med nederlaget til Viborg igen at falde en plads tilbage, ja så må jeg erkende, at spændingen er tilbage i kampen om årets danske mesterskab. Lad os gi’ alt hvad vi har i de resterende runder, og få fat i den 1. plads !!

Læs gamle Brølet-artikler på nettet

Desværre var Formanden Har Ordet smuttet i Brølet nummer 39, men der var jo De Ni Skarpe fra undertegnede i stedet. Hvis du alligevel er interesseret i at læse FHO fra nummer 39, kan det gøres på vores hjemmeside. Under menupunktet Galleri, finder du nederst et link til ’Brølet’. På denne side kan du se forsiderne fra alle numre af Brølet. Find nummer 39 nederst på siden og klik på billedet for at se indholdet og læse udvalgte artikler, herunder FHO.

B1903 - Jubilæum

Det kræver ikke den udvidede matematiske eksamen at regne ud hvor gammel B1903 bliver i år. Mandag den 2. juni 2003, er jubilæumsdagen. Tillykke med 100 års-jubilæet til 03’erne!
Billige busture = opbakning på udebane?

Kun hvis du af principielle grunde ikke sætter dine ben på Esbjerg stadion, er der en undskyldning for at blive væk den 15/6 (tredjesidste spillerunde). Ellers er der ikke! Fan Clubben har sammensat et godt tilbud til fans der bakker op på udebane: Tag med til Esbjerg for kun 180 kroner og få busturen til Brøndby med oveni! (Husk selv at købe billetten til Brøndby-kampen i forsalg).

Såfremt du vælger kun at tage til Esbjerg kampen, er prisen stadig 180 kroner.
Denne pris er KUN for Fan Club-medlemmer (DUL/Teen/Senior/Voksen).
Ikke-medlemmer må slippe 290 kroner for Esbjerg-turen og 110 kroner for Brøndby-turen. Eller overveje om ikke det kan betale sig, at melde sig ind ...

Odense-turen

Foråret begyndte ellers med et brag af en bustur. Søndag den 16. marts havde Fan Clubben i samarbejde med Carlsberg arrangeret tur til Odense. Billetterne var på forhånd købt af Carlsberg og i samarbejde blev busturen fastsat til kun100 kroner. Som håbet blev det noget af et tilløbsstykke, og det blev hurtigt nødvendigt af skaffe flere end de oprindelige 1.000 billetter. Vi nåede op på 1.300 styk.

OB-turen blev desværre skæmmet af nogle få fans, som lavede ballade i busserne, OG af, at Fan Club busguiderne skulle opleve, at blive bestjålet af vores egne medlemmer! Det virker fuldstændig vanvittigt! Busguiderne er FCK-fans, der laver et kæmpe stykke frivilligt arbejde. Der er ingen grund til at svine dem til verbalt, stjæle fra dem eller i øvrigt behandle dem anderledes end alle andre fans. Læs uddybende suk fra Randi i kontorklummen længere inde i bladet.

Ølkast

Jeg håber ikke dét er blevet en trend. 2003 startede med ølkasteri ude i Brøndbyhallen umiddelbart efter, at FCK blev ekspederet ud af BT Cup-turneringen.
I Silkeborg blev der i pausen kastet øl efter nogle 10-årige knægte, der kørte micro-speedway på cindersbanen. Der findes meget frygteligt og mystisk pauseunderholdning rundt omkring, især på jyske stadions, med cindersbane rundt om plænen. Dette kan enten ignoreres, eller vi kan synge til dem, hvad de er. MEN! Det er fandme ikke i orden at kaste ting efter knægtene! Jeg tør ikke tænke på hvad der kunne have været sket, hvis en fadbamse fra vores afsnit havde forårsaget et styrt ... Heldigvis blev den formastelige via fornuftig selvjustits, taget i hoved og r.. og smidt ud af stadion - vagterne havde travlt med at spise pølser ... Der er dog efterfølgende komme en positiv reaktion fra sikkerhedschefen i Silkeborg på vores selvjustits - en tak for hjælpen.

Senest blev der i slutningen af kampen i PARKEN mod AaB, nærmere bestemt da Zuma blev præsenteret for det røde kort, kastet ikke uanselige mængder øl og sodavand efter dommer, spillere og linjedommer. Det er noget forbandet svineri og SKAL stoppes. Prøv eventuelt at tage Brølet nummer 39 og slå op på side 31....... Fair Fans gælder på udebane, i vores egne busser og på hjemmebane!

Generalforsamling i FCKFC

Som du kunne se i forrige nummer af Brølet indkaldte Fan Clubben til ordinær generalforsamling. Den løb af staben den 19. marts 2003. Du kan finde referatet fra generalforsamlingen andetsteds i Brølet, ligesom vores nye vedtægter er trykt. Den væsentligste ændring er, at vi nu er organiseret i en daglig bestyrelse og i en hovedbestyrelse.
Jeg vil gerne takke Signe Merkelsen (Løvemor) for hendes arbejdsindsats med bestyrelsesarbejdet. Signe fortsætter I DUL-udvalget. Der skal også lyde en tak til Per G. Lauritsen, som ikke længere er med i bestyrelsen. Per fortsætter i hovedbestyrelsen i en nyoprettet funktion som ’Lokalafdelingsansvarlig’. Per er tillige Fan Clubbens repræsentant i SFF-samarbejdet, sammen med undertegnede.

Frivillig arbejdskraft

Vi har efterlyst hjælpere før og det bliver vi ved med ... der er intet der opstår af sig selv, og intet af alt det, der er med til at forme Fan Clubben, kunne realiseres uden hjælp fra medlemmerne. Fan Clubben har en stor stab af frivillige hjælpere, som ugentligt, månedligt eller bare et par gange om året giver en hånd med og laver et stykke frivilligt arbejde. UDEN dem var der ikke: Brølet, hjemmeside, KampBrøl, busture, oppyntning i Parken eller arrangementer for DUL og Teenløver. Vi kan godt bruge flere frivillige til at udvide vores aktiviteter! Kontakt Randi på Fan Club Kontoret og find ud af, hvilket udvalg eller hvilke opgaver der passer lige netop dig.

Årets spiller

Andetsteds her i Brølet, på vores hjemmeside og sidst på sæsonen også i KampBrølet er der mulighed for at stemme på sæsonens FCK spiller. Det er for hele 2002/2003 sæsonen. Sidste år blev det Christian Poulsen, hvem synes du skal have æren i år? Afstemningen er åbnet.

Nedre-C-krati

Den 1. juni skabes der historie i Parken. Til kampen FCK-OB skal der skabes danmarkshistoriens hidtil største heksekedel. Vi kalder vores nye tiltag for Nedre-C-krati. Nedre-C-krati er hovedsageligt koncentreret omkring vores hjemmeside. MEN du kan naturligvis holde dig orienteret om Nedre-C-krati tiltag her i Brølet og i KampBrølet. Hold øjne og øre åbne og giv Nedre-C-krati en fantastisk start, ved at støtte vores første aktion ”OPERATION HEKSEKEDEL” - Så ka’ de lære det!

Lokalafdelinger

I takt med vores stigende medlemsantal er der bedre og bedre grundlag for at oprette lokalafdelinger. Der er allerede en række velfungerende lokalafdelinger og flere nye kommer til. Det frivillige arbejde i lokalafdelingerne skaber mulighed for, at finde sammen med andre FCK fans i lokalområdet. I kan skrive til Fan Club Kontoret (brev eller e-mail) hvis I vil i kontakt med en lokalafdeling, eller selv er interesseret i at starte en lokalafdeling op.
Hvor mange er vi i Fan Clubben?

Ved udgangen af 2002 havde Fan Clubben 11.500 medlemmer registreret i medlemsdatabasen. Flere er kommet til her i foråret. Randi nævner det aktuelle tal i hendes klumme.
Vær’så’god, her er vores medlemsblad Brølet, og velkommen til Fan Clubben til alle nye medlemmer.

Vi ses!

  • Brølet #40
    #40 Sommer 2003

Seneste om Brølet

Støt tifo - Mobilepay 80005